Jernhatten
Læs bl.a.: Fra kanten af Jernhatten går det næsten lodret ned på den hvide strandbred.
Jernhatten står 49 m.o.h. som et isoleret bakkeparti. Opstigningen til toppen går forbi troldebøg, tæpper af mørkegrønt vedbend og måske blå anemone - og hele tiden med udsigt til øen Hjelm i Kattegat.
Der er så mange smukke udsigter ud gennem bladhang og ind mellem træer, så derfor er der også en del billeder med her, som jeg viser på foregående og denne side som slideshow.
Det er et særdeles spændende og smukt område at bevæge sig rundt i, så med godt fodtøj og mod på at gå i terræn er dette sted absolut anbefalelsesværdig. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg tog hertil og gik ind og kiggede på stedet.
Baunhøj Mølle
Jeg kørte fra Jernhatten i et par "sløjfer" for at se flest mulige flotte naturstykker. Jeg kørte mod Hyllested Skovgårde, Gravlev, Fuglslev, Rosmus, Balle, Ålsrode, Ålsø, Hessel og ud til Grenå Strand. Herfra gennem Grenå indtil jeg kom frem til mit næste mål, nemlig Baunhøj Mølle, der er en hollandsk vindmølle. Møllen blev oprindeligt opført i 1849 på Grenaas bedste udsigtspunkt 37 meter over havet. Den nedbrændte totalt i 2002, men er genopført i årene 2003-2005 med anvendelse af en del af fortidens håndværksmæssige møllebyggetraditioner står der at læse på den ene af visitdjurslands omtaler af møllen.
Da Baunhøj Mølle efter branden i 2002 blev genopført, var det første gang siden 1913, der blev bygget en hollandsk mølle på dansk grund. Originaliteten er i højsædet, og til genopbygningen er der både blevet brugt gamle og nye dele – fremstillet efter gamle traditioner.
Møllen var åben da jeg var der, men på grund af renovering af noget vedr. møllen bliver der ikke arbejdet med mølledrift lige for tiden. Der var kunstudstilling i møllens lokaler. Er man giftelysten er der mulighed for at blive viet i møllen. Se mere her på møllens egen hjemmeside.
Hjem til campingpladsen
Dalgård Camping
Jeg befandt mig godt her på pladsen og kan godt anbefale andre at tage hertil. Faciliteterne er gode med bl.a. familiebaderum og der var ikke noget jeg manglede.
Seneste kommentarer